"Hvornår har jeg pligt til at rydde sne?"
Efter loven, og de regler der fastlægges på basis af loven, har man pligt til snerydning og grusning.
For private grundejere betyder dette oftest:
• at sne skal ryddes snarest muligt efter snefald
• at der skal "træffes foranstaltninger mod glat føre, ved snarest muligt - efter førets indtræden - at gruse eller på anden måde sikre, at færdselsarealet ikke er glat".
I praksis betyder dette at man som udgangspunkt skal holde fortove og veje på ens grundstykke ryddet for sne og gruset inden for den tidsramme, hvor man normalt må forvente færdsel på arealet.
Det vil normalt sige, at der skal ryddes for sne og gruses i tidsrummet mellem ca. kl. 07.00 om morgenen og indtil ca. kl. 22.00 om aftenen. Konkrete omstændigheder kan dog betyde, at man også uden for denne normale tidsramme skal sørge for rydning og grusning - for eksempel hvis der er almindelig færdsel på arealet også uden for denne tidsramme - eller hvis der er særlige begivenheder, som man ved vil give færdsel på arealet.
Hvis man glider og falder på et fortov eller på et areal, hvor der ikke er foretaget snerydning og glatføre bekæmpelse (saltning eller grusning), og derved pådrager sig en skade, kan man kræve erstatning af grundejeren.
Hvis man vil kræve erstatning som følge af manglende grusning eller snerydning, skal man kunne bevise, at der var glat på arealet. Man skal altså kunne henvise til vidner, som kan bekræfte, at arealet ikke var ryddet eller effektivt saltet/gruset - eller på anden måde bevise, at arealet har været glat og dermed skyld i uheldet.
Hvis du som grundejer bliver mødt med er krav om erstatning, skal du melde skaden til os, og redegøre for på hvilken måde, du havde ryddet sne eller gruset/saltet arealet.
Vi vil herefter vurdere, om du ifalder ansvar, og eventuelt sørge for udbetaling af erstatning til den tilskadekomne.
Hvis du har overholdt din rydnings- og grusningspligt, vil du normalt ikke ifalde ansvar efter de gældende regler, og vi vil så, på dine vegne, afvise kravet over for den tilskadekomne.
Hvis du ikke har overholdt din pligt til at rydde sne og gruse/salte, vil den manglende "vintervedligeholdelse" kunne straffes med bøde - eller kommunen kan lade snerydning og grusning foretage for din regning.
Sådanne bøder eller udgifter som følge af manglende overholdelse af rydnings- og grusningspligt er ikke omfattet af din forsikring.