PERSONLIG RÅDGIVNING

Oversvømmelse og vandskader

Voldsomt skybrud

Bygningens kaskoforsikring og din løsøreforsikring dækker skader efter oversvømmelse i forbindelse med et ”voldsomt skybrud".

Et ”voldsomt skybrud" karakteriseres ved, at nedbøren er så kraftig, at utilstoppede, normalt konstruerede og vel vedligeholdte afløbssystemer ikke kan klare at lede vandet væk.

Når regnen efter et skybrud ikke kan nå at ledes væk, og derfor trænger ind i bygninger, er det ofte nødvendigt med indsats fra et skadeservicefirma. De pumper vandet ud af bygningerne og sørger for, at bygningerne derefter bliver affugtet for at mindske risikoen for yderligere skade.


Skader efter voldsomt tøbrud

På samme måder som forsikringen dækker skader efter voldsomt skybrud, dækkes også skader efter et kraftigt tøbrud, hvor temperaturen indenfor kort tid stiger voldsomt, og derved forvolder en så kraftig smeltning af sne og is, at afløbssystemet ikke kan klare afledning af smeltevandet.

På samme måde som under voldsomt skybrud, skal der ske en udtørring og affugtning af bygninger.


Anmeldelse og aftale om udbedring

I forbindelse med uvejr er der ofte pres på telefonerne, og du vil derfor med fordel kunne anmelde skaden direkte over Internettet – så behandler vi den så hurtigt som muligt.

Smid ikke beskadigede genstande ud, før taksator har set dem, eller din erstatningssag er afsluttet. Tag gerne billeder af de beskadigede genstande.


Skader der er undtaget fra forsikringsdækning

Dine bygnings- og løsøreforsikringer dækker ikke alle typer af vandskader som følge af nedbør.

Regn, der trænger ind gennem små utætheder i taget, er således ikke dækket - heller ikke selv om vandet trænger igennem taget i kraftig blæst eller storm (slagregn), når taget i øvrigt er ubeskadiget af stormen.

Om vinteren er fygesne (sne der trænger igennem små utætheder i taget) på samme måde undtaget forsikringsdækningen. Det er derfor vigtigt, at loftsrum efterses efter en snestorm - så fygesneen kan fjernes, inden den tør og forårsager vandskade på bygningen.